
Nøjjj hvor ser de bare kedelige ud... Men de smager helt fantastisk :)
Jeg havde set opskriften i et blad og brugte den som udgangspunkt. Her får du min version med de ingredienser jeg lige havde og brugte:
2 store kyllingefiletter/bryster
1 lille tsk. grøn karry pasta
1 tsk olie
Lidt Garam Masala-krydderi
2 store gulerødder, i tern
1 squash, i tern
1 rød chili, i små stykker
3 spsk soya
Ca. 3 håndfulde feta i tern
5 æg
1 dl. mælk
12 stk. papir muffinforme
1 muffinbageform
Tænd ovnen på 185 grader og sæt en plade i midten af ovnen. Sæt muffinforme i en muffinbageform. Pensl evt formene med lidt olie.
Skær kyllingen ud i små stykker/tern, og varm olien. Tilsæt karrypasta i olien og lad det simre lidt. Spred det så ud på panden og hæld kyllingestykkerne på. Vend det godt rundt så det bliver blandet. Lad det simre i ca. 10 min mens du vender det en gang imellem. Drys med Garam Masala og bland det. Sluk for varmen.
Samtidig svitses gulerødderne, squash'en og den røde chili på en anden pande. Lad det blive lidt mørt, men ikke for meget.
Pisk æggene og tilsæt mælken. Bland nu fetaen, kyllingen og grøntsagerne i og vend det hele rundt.
Fordel i formene og bag midt i ovnen i ca. 20-30 minutter.
Tip! Alle slags grøntsager kan bruges og kyllingen kan også være f.eks. skinketern. Grøntsagerne kan rives på et rivejern i stedet for at være hakket. Der kan også drysses med lidt ost inden formen sættes i ovnen.
Spis dem varme med lidt salat eller put dem kolde i madkassen.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar