søndag den 31. juli 2016

Feldsalat og spinat i godt selskab



Feldsalat (Rema1000 har en øko pose)
Babyspinatblade (igen har Rema en god øko pose)
Sugarsnaps
Tomater (gerne de "sorte", der hedder Black Russian)
Blåbær
Brødcroutoner - evt. "Provence" fra Svansø

Sennepsdressing

Skyl salaten og slyng den eller si den godt. En våd salat er ikke sagen.
Skær enderne af sugarsnaps'ene på skrå og halver dem, også på skrå (ingen betydning, ser bare smartere ud). Hæld dem i en skål og hæld kogende vand over. Lad dem ligge i ca. 30 sekunder, så evt. baktusser dør og hæld så vandet fra. Køl dem ned med masser af koldt vand og lad dem dryppe af.
Skyl og tør tomaterne. Del dem i 4 kvarte.
Bland salat, snaps og tomater. Vend salaten rundt, gerne med hænderne. På den måde falder den ikke så meget sammen. Drys med blåbær.
Inden servering drysses med brødcroutoner og dressing.
Opskriften til dressing finder du her.


onsdag den 20. juli 2016

Skøn sommersalat med rygeost



I vores sommerferie på Bornholm har vi fået en skøn sommersalat. Opskriften fandt jeg hos Løgismose, der også producerer den gode rygeost, der bruges i opskriften. Her er vores version:

Sommersalat
4 personer (4 stykker brød)

1 bøtte rygeost fra Løgismose (175 g)
2-3 spsk Creme Fraiche 18%

1 spsk fintklippet purløg
1/2 agurk
1 bundt radiser
Salt og peber

Rør rygeost sammen med creme fraiche, enten med piskeris eller røremaskine. Tilsæt salt og peber efter smag. Rør lidt af purløget i og stil på køl.
Skær agurken i små tern uden at bruge det inderste (kernerne), da det gør sommersalaten mere vandig. Skær også radiserne i små tern. Anret agurk, radise og purløg i små skåle og server med brød til.
Lad gerne gæsterne selv pynte med agurk, radiser og mere purløg.

Salaten smager lige godt på rugbrød som på franskbrød. På billedet ses Juniors mad :)

Og her uden brød - på squash:



fredag den 15. juli 2016

Læskende is



Disse is er nemme at lave, smager skønt og passer fint i både sommervarmen eller hvis man har ondt i halsen.
Der skal ikke mange ingredienser til, og de kan jo holde i evigheder i fryseren - hvis de altså ikke bliver spist inden:)

Du skal bruge:

Saften fra 1 stor citron
5 cm ingefær (uden skræl), skåret i tynde skiver
2 spsk god honning
2 teposer kamille te
6 dl. kogende vand
Isforme


Pres saften fra citronen og hæld i en skål, der tåler kogende vand. Tilsæt de tynde skiver ingefær, honning og 2 poser kamille te.
Hæld nu kogende vand i skålen, rør lidt rundt og lad det trække i 10 minutter.
Tag teposerne op og si saften. Lad saften køle yderligere 10 minutter.

Hæld i isforme og frys dem i minimum 6 timer.



Opskriften er set hos portandfin.com

Majskolber på 4 minutter


Alt det kræver er en microovn, så kan du få skønne søde majskolber på bare 4 minutter.



Læg majskolben som den er på en tallerken og sæt den i microovnen. Indstil varmen til næsten maximum og sæt timer til 4 minutter.
Kolben vil bagefter være meget varm, så brug en grydelap eller et viskestykke til at holde på den.

Skær nu enden af ca. 2 cm inden på kolben (min havde ret meget af selve stilken, så her skulle der mere af).



Pres i toppen af kolben, så vil selve majsen komme ud stille og roligt :)



Det er noget nemmere end at koge kolberne i 30-40 minutter...

torsdag den 14. juli 2016

Lynhurtige boller



3 dl mælk
50 g gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
50 g smør eller margarine
ca. 500-600 g hvedemel

Alt blandes sammen og formes til 12 boller.
Sæt dem på en bageplade med et stykke bagepapir i midten af den kolde ovn.
Bages ved 220 grader i 20 minutter.

Sådan - friske nybagte boller

mandag den 4. juli 2016

Bønnefritter - skønt tilbehør



Disse bønnefritter er klart en favorit herhjemme. De er super nemme at lave - det tager dog lidt tid, de skal i alt have 1 lille time.

1 pose frosne bønner (ca. 750 g)
2-3 spsk olie (rapsolie eller olivenolie)
Salt (evt. flagesalt, Maldon)

Tænd ovnen på 200 g.
Klargør en bageplade med bagepapir.
Klip et hul i posen med de frosne bønner og hæld olien i. Hold for hullet og ryst bønnerne, så olien fordeles.
Hæld dem ud på bagepladen og fordel dem godt. Drys med salt og sæt pladen i den varme ovn.
Efter 20 minutter vendes der rundt i bønnerne. Sæt uret igen på 20 min og vend rundt igen. Herefter skal de nok have de sidste 20 minutter.

Hold øje med bønnerne til sidst, så de ikke brænder på - især dem der ligger yderst.

Server gerne med humus til :)